lørdag den 16. januar 2010

Tocumwal

Gættekonkurrence: Hvad forestiller billedet?

Jørgen skriver d.17.01.2010:

I fredags flyttede vi TT til Tocumwal for at flyve derfra til på onsdag. Byen og pladsen ligger 85 km vest for Corowa.

Det tager ca. 1 time at køre dertil, men det må vi tage med.

I går så vejret ud til en længere tur mod nord, Der gik en truglinie (en linie med højere instabilitet og risiko for tordenskyer) fra øst for pladsen og i en linie mod nord-nord-vest,og jeg udskrev en passende opgave.

Jeg kom i luften ca. 11:40, og lidt efter kl. 12 fløj jeg ud på opgaven. Man kunne se e første skyer i det fjerne, og jeg fløj i det blå, ca. 200 km før jeg nåede de første skyer på truglinien. Jeg sigtede lidt til venstre for en tordensky, hvorfra det allerede regnede massivt.


Man kan se rigtig langt, uden at se noget.


Da jeg først fik rigtig kontakt med skyerne på truglinien, kunne jeg flyve ligeud mod nord i ca. 3000 m højde og en distance på 110 km.

Jeg tog et par bobler længere fremme, og i 4100m med ilt i næsen vendte jeg om. Nu var jeg også kommet 430 km hjemmefra.

Jeg fløj tilbage langs truglinien ca. 80 km. Herefter måtte jeg ud i det blå, men det havde virket fint på vejen nordover.




Hangar i Tocumwal, bygget efter samme princip som den, vi har i Arnborg.



Jeg var lidt presset tidsmæssigt, men computeren viste, at jeg ville kunne være fremme en time før sidste landingstidspunkt (kl. 21:05), såfremt der bare var nogenlunde termik. Jeg valgte at flyve den direkte kurs. Det viste sig at være en fejl, for der dannedes skyer lidt længere mod øst, men dem kunne jeg ikke nå. Jeg måtte derfor starte motoren ca. 220 km fra Tocumwal for at komme fri af det termikdøde område. Da havde jeg fløjet 695 km.


Jeg fik kontakt med termik igen og kunne flyve ca. 80 km nærmere pladsen.Ddet blæste ca. 30 km/t fra syd-vest, så der var lidt modvind. Jeg kunne høre på radioen, at de, der var på vej mod Corowa, havde termik til 3000 m. På min rute var det dødt, og jeg landede 20:45 pr. motor, en stor flyveoplevelse rigere.


Det er sjovt at lave regnskab........9 timers ventetid blev brugt til noget fornuftigt



Man skal ikke spøge med en sådan vejrsituation. Pepe, som er en særdeles erfaren pilot fra Spanien, var på den “forkerte” side af truglinien, og han måtte flyve 100 km, før han fandt et lille hul mellem to kraftige byger, hvor han kunne smutte igennem, og han nåede akkurat hjem før “lukketid”. Som han skrev: ”Det her er ikke for folk med sarte nerver”.




Rå hygge i skyggen, medens piloterne sveder.

Ingen kommentarer: