Vi havde booket den tosædede Duo-Discus fra i dag, og allerede kort tid efter briefing begyndte de første cumulusser at dukke op.
Vi erfarede, at der ikke fandtes trimvægte til flyet, og selvom Birgitte havde medbragt en 12 kg blypude, var det i underkanten.
Vi fandt en løsning, og ved dagligt tilsyn erfarede vi, at sideroret var ekstremt stramt. Flyet flyver normalt i en klub i Slovakiet og er synet fornylig.
Francesco og jeg gik i gang med at løsne rorhængsel og få smurt alle bevægelige dele. Vi konstaterede, at det var hængslet, der gik stramt, og efterhånden, som olien gjorde gavn, hjalp det.
Da vi var klar til at flyve, havde vejret ændret sig meget, med et tykt cirrus optræk ind over det nordvestlige område, og vi besluttede at flyve til Benalla, og herefter til The Rock og tilbage til Corowa. En tur på 350 km, passende når Birgittes ryg ikke skulle belastes for hårdt.
Vi kom rundt på 3:45, med 93 km/t, og Birgitte fik et godt indtryk af området.
Hans Christian slæbte flyene op i dag.
Jørgen
--
Det var lidt stressende at skulle bruge tid på ballast og sideror, når cumulusserne blomstrede, men dejligt, at vi - Jørgen og Fransesco - fik klaret det hele.
Klokken var et godt stykke over middag, før vi kom i luften, og på jorden var det MEGA varmt. Det hjalp, da vi kom op. I 2.700 meters højde var der bare 6 grader!
Flyslæbet var vist ikke noget at råbe hurra for. Jeg var rusten og nok også lidt spændt. Det var første gang, Jørgen og jeg skulle flyve sammen. Da jeg konstaterede: "Det har jeg gjort bedre!", sagde han bare diplomatisk: "Det er jeg glad for". Hm.
Nå, jeg fik vist efterhånden styr på fly og styregrejer, og det var rigtig spændende at flyve over det australske landskab. Der er mange kæmpestore marker - men det, der ud over størrelsen adskiller dem fra danske marker, er, at der står enkelte, spredte træer på dem. Så sår og høster de bare udenom. Gætter på, at markerne også bliver brugt til græsning nogle år, og så er træerne en velkommen mulighed for skygge til kvæget.
Turen gik rimelig nemt, indtil vi var ca. 80 km fra mål. Her var vi nede i 600 meter, men da terrænet (et mindre bjerg) nok var 400 meter, var jorden temmelig nær. Heldigvis fik Jørgen os op igen, men vi var da så tæt på at tænde motoren, at vi havde åbnet for benzintilførslen.
På et tidspunkt spurgte Jørgen mig om, hvor megen højde, vi manglede for at kunne nå hjem. Distancen på displayet sagde, at vi havde 60 km hjem, og at vi skulle i små 2000 meter. Så vi tog noget mere højde. Pludselig sagde Jørgen, at vi da kun havde 30 km hjem! Jeg havde siddet og bladret i LX en for at lære den at kende og var kommet til at gå over på en anden side!
Så var det pinden frem og hjem med 220 km/t. Vi var tilbage over pladsen i 700 meter, men da vi havde glemt at starte motoren, inden vi gik ud på opgaven, havde vi nu rigelig højde til at gøre det. Ellers havde vi ikke fået points til OLC, som er en konkurrence a la Termik-Ligaen, der kører hernede.
Jeg fik øvet de lokale ankomstprocedurer og landede træt og glad efter en fin, god flyvetur.
I morgen skal jeg have den obligatoriske tjekstart med Francesco, så jeg må flyve solo, når den tid kommer. Nu skal vi lige flyve DUO i fire dage mere først.
Og NU er det sengetid!
Birgitte
Klokken var et godt stykke over middag, før vi kom i luften, og på jorden var det MEGA varmt. Det hjalp, da vi kom op. I 2.700 meters højde var der bare 6 grader!
Flyslæbet var vist ikke noget at råbe hurra for. Jeg var rusten og nok også lidt spændt. Det var første gang, Jørgen og jeg skulle flyve sammen. Da jeg konstaterede: "Det har jeg gjort bedre!", sagde han bare diplomatisk: "Det er jeg glad for". Hm.
Nå, jeg fik vist efterhånden styr på fly og styregrejer, og det var rigtig spændende at flyve over det australske landskab. Der er mange kæmpestore marker - men det, der ud over størrelsen adskiller dem fra danske marker, er, at der står enkelte, spredte træer på dem. Så sår og høster de bare udenom. Gætter på, at markerne også bliver brugt til græsning nogle år, og så er træerne en velkommen mulighed for skygge til kvæget.
Turen gik rimelig nemt, indtil vi var ca. 80 km fra mål. Her var vi nede i 600 meter, men da terrænet (et mindre bjerg) nok var 400 meter, var jorden temmelig nær. Heldigvis fik Jørgen os op igen, men vi var da så tæt på at tænde motoren, at vi havde åbnet for benzintilførslen.
På et tidspunkt spurgte Jørgen mig om, hvor megen højde, vi manglede for at kunne nå hjem. Distancen på displayet sagde, at vi havde 60 km hjem, og at vi skulle i små 2000 meter. Så vi tog noget mere højde. Pludselig sagde Jørgen, at vi da kun havde 30 km hjem! Jeg havde siddet og bladret i LX en for at lære den at kende og var kommet til at gå over på en anden side!
Så var det pinden frem og hjem med 220 km/t. Vi var tilbage over pladsen i 700 meter, men da vi havde glemt at starte motoren, inden vi gik ud på opgaven, havde vi nu rigelig højde til at gøre det. Ellers havde vi ikke fået points til OLC, som er en konkurrence a la Termik-Ligaen, der kører hernede.
Jeg fik øvet de lokale ankomstprocedurer og landede træt og glad efter en fin, god flyvetur.
I morgen skal jeg have den obligatoriske tjekstart med Francesco, så jeg må flyve solo, når den tid kommer. Nu skal vi lige flyve DUO i fire dage mere først.
Og NU er det sengetid!
Birgitte
Ingen kommentarer:
Send en kommentar