Sight Seeing

Birgitte skriver, mandag d. 8. november 2010, eftermiddag, C0rowa-tid:

Flyene bliver tidligst klar onsdag eller torsdag, så sidste søndag kørte vi på sight seeing. Det blev til 6 dejlige dage i bjergene.

Vi vil med disse billeder forsøge at give jer et lille indtryk af naturen herude.

Om søndagen kørte vi via Wagga Wagga til Yass. Det var en fin tur ad store veje, så det var der ikke så mange udfordringer i. Til forskel for de seneste par år er New South Wales i år grønt og frodigt, for det har regnet rigtig meget i vinters.

Vi kom"lige" forbi et flymuseum i Wagga Wagga.
Winjeel, australsk træner designet i 1951, fungerede i 25 år som træningsfly i det australske flyvevåben, herefter som obsevationsfly frem til 1995.

Vi overnattede på hotellet i Yass, hvorefter turen gik til Canberra – Australiens hovedstad. Canberra er faktisk et stat for sig selv – ACT (Australian Capital Territoria). Vi spadserede i parken rundt om The Government House og drak te i The English Garden.
Sidst på dagen kørte vi 10 km SØ for byen til Queansbeyan, hvor vi lejede os ind på et motel.

110 år gammel stationsbygning i Gundagai. Jernbanen blev nedlagt i 1996

Den oprindelige Gundagai lå i dalen til højre for broerne, men blev udslettet af oversvømmlser

110 år gammel jernbanebro med 160 år gammel vejbro i baggrunden



Ikke en eneste menneskeskabt lyd hørtes



Frokostpause



Vandstanden havde for kort tid siden været over 1 meter




Det er ikke gået stille for sig




The Government House i Canberra

Vi nåede jo ikke at se så meget af Canberra om mandagen, så tirsdag tog vi ind til byen igen. Først var vi oppe på et udsigtspunkt, hvor vi havde et meget fint overblik over centrum af byen med The Parliament.

Bagefter var vi på Australian National Museum, og til sidst var vi inde at se Parlamentet.

Den symmetriske hovedstad

Parlamentet

Australian National Museum

Der er en stor samling af kunst fremstillet af den oprindelige befolkning - Abboriginals

Mere kunst

6000 liter vand i luften. Søjlen er 148 meter høj

Hov .......

Så gik turen til Captains Creek. Nu er det lige sådan, at det godt kan være lidt svært at navigere herude, for der er så frygtelig langt til alting, og de kort, vi har at køre efter, har målestoksforhold 1:1600000 til forskel for de danske med 1:500000, så vi blev ofte snydt af afstandene. Desuden er vejene væsentlig dårlige end vi er vant til fra Danmark, så det, der ser ud som en god, stor vej på kortet, er ofte en smal, hullet stribe asfalt.

Nå, det var mig, der navigerede, og pludselig kom vi til et skilt til venstre, der viste til Captains Creek. Vejen var ganske vist ikke på kortet …………..

Til at begynde med gik det meget godt. Men snart blev vejen smal, og asfalten blev afløst af grus, og det flade landskab gik over til først at blive bakket og derefter decideret bjerglandskab.

Uf – der var langt ned, og det begyndte at blive mørkt. Der kunne ikke være tale om at vende om, for det var vejen slet ikke bred nok til. Og så hårnålesving!

Klokken 21 nåede vi endelig frem til Captains Creek – og alt i byen var lukket. Jørgen buldrede på hotellets dør, men fik ingen reaktion. Han bankede på et hus og fik kontakt med en mand, som fandt telefonnummeret til hotellet.

”Nu er det bare sådan, at jeg ikke har noget signal på min telefon”, fik han fortalt den rare mand, som så lånte Jørgen sin telefon. Men der var bare telefonsvarer. ”Hva´så”, spurgte vi. ”Tja”. ”Der er jo ikke andre muligheder, end at I kører tilbage til Queansbeyan”, sagde den rare mand. ”Aldrig i livet”, sagde jeg. ”Så dør jeg af skræk”.

Det viste sig, at vi kunne køre ad en dejlig, stor vej tilbage.

Vi nåede lige tidsnok til et motel kl. 22, så vi kunne få et værelse for natten.

På vej til byen Captains Creek

I "nowhere" benyttes kun een ledning. Jorden bruges som 2. leder

Onsdag blev også noget værre noget. Vi kørte fra Queansbeyan ud til østkysten og ville følge vejen sydpå langs vandet. Hvor svært kan det være????

Så er vi kommet ud til østkysten

Pludselig befandt vi os på en bjerg-markvej med hårnålesving, skov og overskyet vejr, og vi anede faktisk ikke, hvor vi var. Dvs. vi troede nok, at vi vidste, hvor vi måske var, men det var umuligt at navigere uden sol og i hårnålesving, hvor vi hele tiden ændrede retning.

Da vi havde kørt nogle timer, blev det faktisk så spændende, at vi begyndte at tale om, hvilke mad-, vand- og benzinforråd, vi rådede over. Vi havde havregryn, vand og en halv tank benzin, så vi var fortrøstningsfulde.

Vi blev enige om, hvor vi var, og fortsatte køreturen. På et tidspunkt kom vi til en rasteplads i bjergene, hvor der var et landkort. Vi konfererede med kortet og fandt ud af, at vi var et helt andet sted, end vi regnede med, men nu vidste vi da i det mindste, hvor vi befandt os.

Jeg gik ned til floden, som flød forbi et stykke derfra og konstaterede, at den flød den forkerte vej!!!

Vi troede, at vi var på vej sydpå, og i virkeligheden var vi på vej mod nord!!! Det er vist godt, at Jørgen havde autopilot i Airbussen.

Vandet løb den forkerte vej!

Vi besluttede, at vi ville fortsætte mod nord, indtil vi kom til en meget lille by – Araluen. Her holdt vi ind på den lokale bodega og fik en hårdt tiltrængt kop kaffe. De få kunder, der var i baren, var nysgerrige efter at høre vores historie, og vi spurgte dem til råds om, hvilken vej, der var bedst at køre.

”Til Queansbeyan”, var deres bedste bud. Og det gjorde vi så. For 3. gang!

Hotellet i Araluen



En god rute planlægges





Araluen og omegn

Nu besluttede vi, at vi aldrig mere ville køre på veje, som ikke var på kortet, så vi tog hovedvejen fra Queansbeyan mod syd til Cooma, hvor vi overnattede på det første, det bedste motel, vi kom til.

Det var primitivt, sengen var elendig, prisen lav – og vores medbragte internet havde fuld dækning!

Natten var kold, for vi var i bjergene, men der var heldigvis et gammeldags varmeapparat på værelset, så vi led ingen nød.

Ørn i vejkanten. Den er i gang med at æde en trafikdræbt kænguru

Torsdag: I Cooma besøgte vi et infocenter omkring vandkraftproduktionen i Snowy Mountains.

Herfra gik turen videre ad en hovedvej i bjergene til grotterne i Yarrangobilly.

Så er vi i skybasen




Fra grotterne




Fra grotterne

Vi var nu nået til Talbingo, hvor vi skulle hente en bil til H.C. og Elise.

Talbingo har 300 indbyggere og ligger i bjergene på en 10 km blind vej, så her var ingen gennemgående trafik og totalt stille.

Hotellet havde ingen ledige værelser, men vi forsøgte os på campingpladsen. Det kunne i hvert tilfælde ikke blive ringere end forrige nat.

Der var "cabins" til udlejning, og det viste sig til vores store glæde, at det var fuldt møblerede 3-værelses lejligheder med aircondition, vaskemaskine, tørretubler osv. Hvilken luksus.

Til gengæld var der hverken signal på vore telefoner eller internet ........

H.C. og Elise kedede sig lidt, så de kom selv op og hentede deres bil.
En lille køretur på 300 km - hver vej

Det var meningen, at vi bare skulle have en enkelt overnatning i Talbingo, men vi blev hurtigt enige om, at to overnatninger hér var minimum.

Snowy Hydro - http://www.snowyhydro.com.au/ - er et kapitel for sig.

Snowy Mountains ligger sydvest for Canberra i Kosciuszko Nationalpark, et bjergmassiv med toppe over 2000 m. Store mængder smeltevand løber hvert år ud i Stillehavet, og for ca. 65 år siden begyndte man at planlægge en udnyttelse af denne store mængde vand.

Anlægget har taget 25 år at bygge og blev færdigt i 1974.

Komplekset indeholder 16 dæmninger. Der er sprængt 145 km tunneler igennem bjergmassiverne samt 80 km akvædukter. Der er 7 kraftstationer med tilsammen 31 turbiner, og den årlige elproduktion er på 4500 gigawattimer, ca. halvdelen af elforbruget i det østlige Australien.

Efter at vandet har gjort nytte til elproduktion, bliver det udledt i 2 floder mod vest, Murray samt Murrumbidgee, og bliver herefter ledt til et meget omfattende kanalystem, hvorfra man kan overrisle/vande marker.

Tumut 3. Ét af vandkraftværkerne i området.
Der kan køre en dobbeltdækkerbus inde i røret




Reservoir med overløbsdæmning nederst i højre hjørne

Oversigt over vandkraftanlæggene i Snowy Mountains

Lørdag var det tid at køre tilbage til Corowa. Vi lagde vejen forbi Cabramurra, som er Australiens højst beliggende by i 1488 meter. Pyha. Nu kunne jeg snart heller ikke klare flere hårnålesving.

Vi så masser af kænguruer i naturen. De to yderste har hver en unge i pungen



Cabramurra. Australiens højst beliggende by. 1488 meter

Vi har haft en fantastisk tur. Nu, hvor vi er vel hjemme igen, er vi enige om, at det var godt, at vi vovede os ud i nowhere. Vi har set kænguruer, wallabies, kaniner, wombats og vilde heste.

Vi har talt med flinke lokale mennesker, som velvilligt har svaret på alle vore spørgsmål, og som vi har fortalt lidt om os selv, om Danmark og om svæveflyvning.

Til tider blev det måske lidt for spændende slet ikke at ane, hvor man er. Men som det blev sagt en gang: ”Hvad er problemet. Australien er en ø, så vi må være et sted på øen”.