søndag den 21. november 2010

Flyvevejr

Birgitte skriver, søndag d. 21. november 2010, eftermiddag:

Nu er det blevet vældig godt flyvevejr.

Jørgens ryg var blevet helt fin, men i fredags, da jeg skulle flyve, skulle han lige hjælpe mig med at rykke siderorspedalerne i TT tilbage, og så gik det galt igen. Nu er det så slemt, at han hverken kan vaske op eller støvsuge. Vi har fundet en dygtig massør herude. Så må vi håbe, at hun kan få Jørgens ryg i orden igen.





Der var en wire, der var faldet af inde i kroppen.


Der diskuteres, hvordan man får den på igen (Ilmari fra Finland, Jørgen og Noppies)


Det var meget besværligt, men det lykkedes



Jeg har fløjet både fredag og lørdag. Fredag fløj jeg 400 km mod nordvest og nordøst. Der var skyer, og jeg var i 1900 meter.

I går, lørdag, besluttede jeg at hyggeflyve uden at skrive en opgave ud. Da jeg var 100 km hjemmefra, gik LX-8000 i stå (vores computer i flyet), så jeg blev lidt negativ. Jeg begyndte at famle med kort for at finde ud af, hvilken vej, der var hjemad, men det var nu ikke noget problem at orientere sig. Jeg slukkede for instrumentet og tændte igen, og så virkede det heldigvis. Jeg fløj i 4 timer og 300 km. Der var skyer, hvor jeg fløj, og jeg kunne komme i 2000 meter.



Jeg har været med Tove Lund på golfbanen




Hun manglede en caddy


De fly, der gik i stykker i containeren, kan sandsynligvis repareres. Det ser ud til, at kroppene har rokket sig løs, og siderorene er gået i stykker. Efter sigende skulle der være 3 nye sideror på vej herud fra Tyskland.






Smuk landing


Til gengæld er der opstået et andet problem omkring udlejnings-flyene. De australske myndigheder vil ikke tillade "3W" - ASH-31 - at flyve herude på en flyvetilladelse, så nu må vi se, hvad Dip skal flyve i den næste uges tid.



Dip og Stener kom nemlig herud i går aftes. Men jeg tror, de får mulighed for at flyve ASH-25.





En god flyvedag er slut. Tove, Elise, Noppies, Jens og Mogens



Vejret er fint nu, og det ser ud til at holde det meste af næste uge. Vi har valgt at hjælpe lidt på fly-manglen, så vi stiller TT til rådighed fra mandag til torsdag, så vi må hygge os lidt på jorden. Men det plejer jo også at gå ganske godt.

Nu vil jeg overlade ordet til Jørgen, så han kan berette fra sin flyvetur i dag.



Jørgen skriver, søndag d. 21. november 2010, aften:
Jeg var lidt spændt på, hvordan min ryg ville opføre sig i flyet. Det føltes som at have en fakir-pude i ryggen, når jeg trak g, så det blev en forsigtig tur. I starten var det lidt vanskeligt at komme til vejrs, men 70 km ude på opgaven fik jeg en god boble, som bar mig til 3000 meter. Så gik det straks hurtigere.

Jeg fik indhentet Jens i ASG-29, FA, og vi fulgtes ad det meste af turen hjemover.
Vi havde udskrevet en 600 km trekant, men tiden gik, og vi vurderede, at vi ikke kunne nå hjem, inden termikken sluttede. Dagene er trods alt ikke så lange endnu herude, men vi loggede da 550 km.


Som Birgitte har nævnt, ser det ud til flyvevejr de næste dage, men det er vist udmærket for min ryg, at det er Jens, der skal flyve i TT.

Ingen kommentarer: