En enkelt rekord er det da blevet til

Birgitte skriver, mandag d. 29. november 2010, aften:

Der er ikke så meget at skrive om fra den forløbne uge, for onsdag eftermiddag blev det dårligt vejr, og det har det været lige siden.

I onsdags var Tove Lund og jeg ude at flyve i en slovakisk Duo Discus T. Jeg havde en gammel rekord på en 300 km trekant fra 1992 på 62 km/t. Sat i Danmark sammen med Agnes. Den måtte da kunne forbedres lidt.

300 km trekant med start 25 km ude

Vejret var fint. Vi kunne komme i 2000 meter, og der var god termik. Men vi kunne hele tiden se, at det dårlige vejr var på vej, og da vi havde vendt sidste vendepunkt, var der helt overskyet på resten af turen. Heldigvis kunne vi vende højt og gled stille og roligt hjemad.

Vi havde en rigtig fin tur og forbedrede rekorden, så den nu er på 84 km/t.

Det var Toves sidste tur, inden hun skulle videre på sight seeing her i Australien, så jeg tror, hun var godt tilfreds.

Jeg er ved at lægge opgaven ind i LX-8000'eren (vores computer)

Jørgen har været til massage et par gange med sin dårlige ryg, så han er ved at være fit for flight igen. Samme dag fløj han 550 km i TT, men så har vi heller ikke haft flyvevejr siden.

Janne venter baby een af de nærmeste dage, så jeg har været i gang med pinde og garn

Jeg er ved at forberede mig på en tur til Danmark. Vi kan se, at I har både frost og sne, så jeg er blandt andet i gang med at strikke benvarmere, for jeg har ikke meget vintertøj at tage på, når jeg lander i Kastrup.

I går sad jeg ude på flyvepladsen og strikkede. Frank på 4 år mærkede på det lækre uldgarn og syntes, at det var dejligt blødt. Jeg fortalte ham, at jeg strikkede varme sokker, fordi jeg skal en tur til Danmark, og at der er meget koldt og rigtig meget sne.

Han svarede, at dér, hvor han kommer fra (Holland), er der også meget koldt og rigtig meget sne, så "om jeg ikke lige kunne strikke et par varme, bløde sokker til ham også".

Varme, bløde sokker til Frank

I dag cyklede vi en tur langs floden, Murray River, som danner grænsen mellem to stater, New South Wales mod nord (hvor vi bor) og Victoria mod syd.

Vi krydsede floden via en gammel bro og cyklede mod øst, hvor vi kunne komme tilbage via en anden, ny, bro. Men det har jo regnet rigtig meget dette forår, så ved den nye bro forsvandt stien ned i floden, og vi måtte returnere ad den vej, vi var kommet. Det gjorde nu ikke så meget, for det var en smuk tur gennem skoven.

"Hej Kingfisher (isfugl). Vend dig lige om, så vi kan se dig"






"Tak. Det var meget bedre"

I eftermiddags cyklede vi over til Anne og Peter. Vi havde lidt juleting fra Royal Copenhagen med til deres juletræ.

Anne pakker sin juletræspynt ud

Det ser ud til, at der er fundet en løsning, så de tre "ASH-31", der er på pladsen, kan komme ud at flyve. Det var noget med de australske myndigheder.

Og slovakkerne fra Aerospool er i gang med at reparere siderorene på de 3 Discusser, der gik i stykker under transporten herud. De har fået tilsendt 3 nye sideror fra Tyskland, men de får vist kun brug for det ene. De to andre kan repareres, og de laver et meget flot arbejde.

De næste dage byder ikke på særlig godt flyvevejr, så vi må væbne os med tålmodighed. Igen.

Mange hilsener

Birgitte

Flyvevejr

Birgitte skriver, søndag d. 21. november 2010, eftermiddag:

Nu er det blevet vældig godt flyvevejr.

Jørgens ryg var blevet helt fin, men i fredags, da jeg skulle flyve, skulle han lige hjælpe mig med at rykke siderorspedalerne i TT tilbage, og så gik det galt igen. Nu er det så slemt, at han hverken kan vaske op eller støvsuge. Vi har fundet en dygtig massør herude. Så må vi håbe, at hun kan få Jørgens ryg i orden igen.

Der var en wire, der var faldet af inde i kroppen.

Der diskuteres, hvordan man får den på igen (Ilmari fra Finland, Jørgen og Noppies)

Det var meget besværligt, men det lykkedes

Jeg har fløjet både fredag og lørdag. Fredag fløj jeg 400 km mod nordvest og nordøst. Der var skyer, og jeg var i 1900 meter.

I går, lørdag, besluttede jeg at hyggeflyve uden at skrive en opgave ud. Da jeg var 100 km hjemmefra, gik LX-8000 i stå (vores computer i flyet), så jeg blev lidt negativ. Jeg begyndte at famle med kort for at finde ud af, hvilken vej, der var hjemad, men det var nu ikke noget problem at orientere sig. Jeg slukkede for instrumentet og tændte igen, og så virkede det heldigvis. Jeg fløj i 4 timer og 300 km. Der var skyer, hvor jeg fløj, og jeg kunne komme i 2000 meter.

Jeg har været med Tove Lund på golfbanen




Hun manglede en caddy

De fly, der gik i stykker i containeren, kan sandsynligvis repareres. Det ser ud til, at kroppene har rokket sig løs, og siderorene er gået i stykker. Efter sigende skulle der være 3 nye sideror på vej herud fra Tyskland.

Smuk landing

Til gengæld er der opstået et andet problem omkring udlejnings-flyene. De australske myndigheder vil ikke tillade "3W" - ASH-31 - at flyve herude på en flyvetilladelse, så nu må vi se, hvad Dip skal flyve i den næste uges tid.

Dip og Stener kom nemlig herud i går aftes. Men jeg tror, de får mulighed for at flyve ASH-25.

En god flyvedag er slut. Tove, Elise, Noppies, Jens og Mogens

Vejret er fint nu, og det ser ud til at holde det meste af næste uge. Vi har valgt at hjælpe lidt på fly-manglen, så vi stiller TT til rådighed fra mandag til torsdag, så vi må hygge os lidt på jorden. Men det plejer jo også at gå ganske godt.

Nu vil jeg overlade ordet til Jørgen, så han kan berette fra sin flyvetur i dag.

Jørgen skriver, søndag d. 21. november 2010, aften:

Jeg var lidt spændt på, hvordan min ryg ville opføre sig i flyet. Det føltes som at have en fakir-pude i ryggen, når jeg trak g, så det blev en forsigtig tur. I starten var det lidt vanskeligt at komme til vejrs, men 70 km ude på opgaven fik jeg en god boble, som bar mig til 3000 meter. Så gik det straks hurtigere.

Jeg fik indhentet Jens i ASG-29, FA, og vi fulgtes ad det meste af turen hjemover.

Vi havde udskrevet en 600 km trekant, men tiden gik, og vi vurderede, at vi ikke kunne nå hjem, inden termikken sluttede. Dagene er trods alt ikke så lange endnu herude, men vi loggede da 550 km.

Som Birgitte har nævnt, ser det ud til flyvevejr de næste dage, men det er vist udmærket for min ryg, at det er Jens, der skal flyve i TT.

Vi flyver på livet løs

Birgitte skriver, torsdag d. 18. november 2010, aften:



Som nævnt i indlægget fra i lørdags havde vi Peter, Anne, Mogens, Tove og Jens til middag. Det var rigtig hyggeligt. Vi serverede kænguru og grøntsager samt lammekød. Til dessert var der is - vi skulle også have konserves-frugt, men den dåseåbner, jeg havde købt, var vist for billig. Den kunne i hvert tilfælde ikke bruges til at åbne dåser med. Vi fik dog åbnet den ene dåse, så lidt vitaminer fik vi da.

Peter, Mogens, Jens, Birgitte, Tove og Anne

Elise og H. C. kiggede forbi, da deres arbejdsdag var ovre ude på flyvepladsen.

Tirsdag fløj Jørgen sin første tur i denne sæson, og i går var det min tur til at komme i luften. Jeg fløj 4½ time og var i 1900 meter, så det var ganske udmærket.

Det var mest tørtermik, så jeg kunne holde varmen - så rigeligt.

Mogens gør sig klar i "3W". En ASH 31 Mi



Birgitte klar til start i TT

Det har også været fint flyvevejr i dag, hvor det var Jørgens tur til at flyve. Han udskrev en 500 km FAI-trekant mod nordvest og øst og hjem. Det første ben mod nordvest gik langsomt, da der var høje skyer, men også spredte cumulusser.

På turen mod øst gik det stærkt, indtil cumulusserne forsvandt, og for ikke at risikere at skulle bruge motor afbrød han og fløj direkte hjem. Det blev til en tur på 455 km.

Gæt, hvem der laver blog, mens alle de andre flyver

Vejrudsigten ser rimelig ud for de næste dage, så forhåbentlig bliver der noget at skrive hjem om.

Så kom flyene endelig til Corowa

Birgitte skriver, lørdag d. 13. november 2010, aften:

Så frodigt er det sjældent i Corowa. Næppe godt for svæveflyvningen, men flot er det

Langt om længe er flyene blevet frigivet, så i dag åbnede vi containerne for at tømme dem.

Slovakerne har selv pakket deres container med 2 Duo Discusser og 3 single Discusser. Desværre havde de ikke gjort det godt nok, så de 3 ensædede er gået i stykker. Vist nok meget. Jeg tror, vingerne er faldet ned. De var fastgjort oppe under loftet.

"3W". Francesco og Gritsjes spritnye ASG-31

Der blev "kloget" meget for at få den samlet

Mogens Hansen, Jens Ehlers og Tove Lund ankom for et par dage siden. De har lejet de 3 Discusser i 14 dage. Nu bliver løsningen, at Tove flyver Duo sammen med H.C., Mogens flyver FA (Francescos ASG 29) og Jens Ehlers får TT (i 5 dage).

Containerne er ved at blive sat på plads

Desværre - eller måske heldigvis - er vejret ikke så godt. Det har regnet vildt meget i dette forår, og der er vand og fugt overalt. Så de konturer, der var på jorden sidste år fra udtørrede floder og søer, er nu fyldt med vand. Det bliver næppe rekordernes år i år, men til gengæld bliver det nok flottere, nu hvor alting er grønt.

I dag har vi passage af en koldfront med dertil hørende torden- og regnvejr. Vi skal nok et stykke hen i næste uge, før det bliver helt godt.

Jørgen fik lavet en forkert bevægelse i dag, da han var med til at tømme container, så han ligger med ondt i ryggen, den stakkel.

I morgen har vi inviteret alle danskere samt Anne og Peter på aftensmad i vores lejlighed. Vi serverer kænguru, som vi spiser en del af herude. Men af hensyn til Anne og Peter må vi nok også hellere have en anden slags kød, for australiernes spiser ikke gerne kænguru.

Vi glæder os til at høre nyt fra Danmark :-)

Mange hilsener

Jørgen og Birgitte

Sight Seeing

Birgitte skriver, mandag d. 8. november 2010, eftermiddag, C0rowa-tid:

Flyene bliver tidligst klar onsdag eller torsdag, så sidste søndag kørte vi på sight seeing. Det blev til 6 dejlige dage i bjergene.

Vi vil med disse billeder forsøge at give jer et lille indtryk af naturen herude.

Om søndagen kørte vi via Wagga Wagga til Yass. Det var en fin tur ad store veje, så det var der ikke så mange udfordringer i. Til forskel for de seneste par år er New South Wales i år grønt og frodigt, for det har regnet rigtig meget i vinters.

Vi kom"lige" forbi et flymuseum i Wagga Wagga.
Winjeel, australsk træner designet i 1951, fungerede i 25 år som træningsfly i det australske flyvevåben, herefter som obsevationsfly frem til 1995.

Vi overnattede på hotellet i Yass, hvorefter turen gik til Canberra – Australiens hovedstad. Canberra er faktisk et stat for sig selv – ACT (Australian Capital Territoria). Vi spadserede i parken rundt om The Government House og drak te i The English Garden.
Sidst på dagen kørte vi 10 km SØ for byen til Queansbeyan, hvor vi lejede os ind på et motel.

110 år gammel stationsbygning i Gundagai. Jernbanen blev nedlagt i 1996

Den oprindelige Gundagai lå i dalen til højre for broerne, men blev udslettet af oversvømmlser

110 år gammel jernbanebro med 160 år gammel vejbro i baggrunden



Ikke en eneste menneskeskabt lyd hørtes



Frokostpause



Vandstanden havde for kort tid siden været over 1 meter




Det er ikke gået stille for sig




The Government House i Canberra

Vi nåede jo ikke at se så meget af Canberra om mandagen, så tirsdag tog vi ind til byen igen. Først var vi oppe på et udsigtspunkt, hvor vi havde et meget fint overblik over centrum af byen med The Parliament.

Bagefter var vi på Australian National Museum, og til sidst var vi inde at se Parlamentet.

Den symmetriske hovedstad

Parlamentet

Australian National Museum

Der er en stor samling af kunst fremstillet af den oprindelige befolkning - Abboriginals

Mere kunst

6000 liter vand i luften. Søjlen er 148 meter høj

Hov .......

Så gik turen til Captains Creek. Nu er det lige sådan, at det godt kan være lidt svært at navigere herude, for der er så frygtelig langt til alting, og de kort, vi har at køre efter, har målestoksforhold 1:1600000 til forskel for de danske med 1:500000, så vi blev ofte snydt af afstandene. Desuden er vejene væsentlig dårlige end vi er vant til fra Danmark, så det, der ser ud som en god, stor vej på kortet, er ofte en smal, hullet stribe asfalt.

Nå, det var mig, der navigerede, og pludselig kom vi til et skilt til venstre, der viste til Captains Creek. Vejen var ganske vist ikke på kortet …………..

Til at begynde med gik det meget godt. Men snart blev vejen smal, og asfalten blev afløst af grus, og det flade landskab gik over til først at blive bakket og derefter decideret bjerglandskab.

Uf – der var langt ned, og det begyndte at blive mørkt. Der kunne ikke være tale om at vende om, for det var vejen slet ikke bred nok til. Og så hårnålesving!

Klokken 21 nåede vi endelig frem til Captains Creek – og alt i byen var lukket. Jørgen buldrede på hotellets dør, men fik ingen reaktion. Han bankede på et hus og fik kontakt med en mand, som fandt telefonnummeret til hotellet.

”Nu er det bare sådan, at jeg ikke har noget signal på min telefon”, fik han fortalt den rare mand, som så lånte Jørgen sin telefon. Men der var bare telefonsvarer. ”Hva´så”, spurgte vi. ”Tja”. ”Der er jo ikke andre muligheder, end at I kører tilbage til Queansbeyan”, sagde den rare mand. ”Aldrig i livet”, sagde jeg. ”Så dør jeg af skræk”.

Det viste sig, at vi kunne køre ad en dejlig, stor vej tilbage.

Vi nåede lige tidsnok til et motel kl. 22, så vi kunne få et værelse for natten.

På vej til byen Captains Creek

I "nowhere" benyttes kun een ledning. Jorden bruges som 2. leder

Onsdag blev også noget værre noget. Vi kørte fra Queansbeyan ud til østkysten og ville følge vejen sydpå langs vandet. Hvor svært kan det være????

Så er vi kommet ud til østkysten

Pludselig befandt vi os på en bjerg-markvej med hårnålesving, skov og overskyet vejr, og vi anede faktisk ikke, hvor vi var. Dvs. vi troede nok, at vi vidste, hvor vi måske var, men det var umuligt at navigere uden sol og i hårnålesving, hvor vi hele tiden ændrede retning.

Da vi havde kørt nogle timer, blev det faktisk så spændende, at vi begyndte at tale om, hvilke mad-, vand- og benzinforråd, vi rådede over. Vi havde havregryn, vand og en halv tank benzin, så vi var fortrøstningsfulde.

Vi blev enige om, hvor vi var, og fortsatte køreturen. På et tidspunkt kom vi til en rasteplads i bjergene, hvor der var et landkort. Vi konfererede med kortet og fandt ud af, at vi var et helt andet sted, end vi regnede med, men nu vidste vi da i det mindste, hvor vi befandt os.

Jeg gik ned til floden, som flød forbi et stykke derfra og konstaterede, at den flød den forkerte vej!!!

Vi troede, at vi var på vej sydpå, og i virkeligheden var vi på vej mod nord!!! Det er vist godt, at Jørgen havde autopilot i Airbussen.

Vandet løb den forkerte vej!

Vi besluttede, at vi ville fortsætte mod nord, indtil vi kom til en meget lille by – Araluen. Her holdt vi ind på den lokale bodega og fik en hårdt tiltrængt kop kaffe. De få kunder, der var i baren, var nysgerrige efter at høre vores historie, og vi spurgte dem til råds om, hvilken vej, der var bedst at køre.

”Til Queansbeyan”, var deres bedste bud. Og det gjorde vi så. For 3. gang!

Hotellet i Araluen



En god rute planlægges





Araluen og omegn

Nu besluttede vi, at vi aldrig mere ville køre på veje, som ikke var på kortet, så vi tog hovedvejen fra Queansbeyan mod syd til Cooma, hvor vi overnattede på det første, det bedste motel, vi kom til.

Det var primitivt, sengen var elendig, prisen lav – og vores medbragte internet havde fuld dækning!

Natten var kold, for vi var i bjergene, men der var heldigvis et gammeldags varmeapparat på værelset, så vi led ingen nød.

Ørn i vejkanten. Den er i gang med at æde en trafikdræbt kænguru

Torsdag: I Cooma besøgte vi et infocenter omkring vandkraftproduktionen i Snowy Mountains.

Herfra gik turen videre ad en hovedvej i bjergene til grotterne i Yarrangobilly.

Så er vi i skybasen




Fra grotterne




Fra grotterne

Vi var nu nået til Talbingo, hvor vi skulle hente en bil til H.C. og Elise.

Talbingo har 300 indbyggere og ligger i bjergene på en 10 km blind vej, så her var ingen gennemgående trafik og totalt stille.

Hotellet havde ingen ledige værelser, men vi forsøgte os på campingpladsen. Det kunne i hvert tilfælde ikke blive ringere end forrige nat.

Der var "cabins" til udlejning, og det viste sig til vores store glæde, at det var fuldt møblerede 3-værelses lejligheder med aircondition, vaskemaskine, tørretubler osv. Hvilken luksus.

Til gengæld var der hverken signal på vore telefoner eller internet ........

H.C. og Elise kedede sig lidt, så de kom selv op og hentede deres bil.
En lille køretur på 300 km - hver vej

Det var meningen, at vi bare skulle have en enkelt overnatning i Talbingo, men vi blev hurtigt enige om, at to overnatninger hér var minimum.

Snowy Hydro - http://www.snowyhydro.com.au/ - er et kapitel for sig.

Snowy Mountains ligger sydvest for Canberra i Kosciuszko Nationalpark, et bjergmassiv med toppe over 2000 m. Store mængder smeltevand løber hvert år ud i Stillehavet, og for ca. 65 år siden begyndte man at planlægge en udnyttelse af denne store mængde vand.

Anlægget har taget 25 år at bygge og blev færdigt i 1974.

Komplekset indeholder 16 dæmninger. Der er sprængt 145 km tunneler igennem bjergmassiverne samt 80 km akvædukter. Der er 7 kraftstationer med tilsammen 31 turbiner, og den årlige elproduktion er på 4500 gigawattimer, ca. halvdelen af elforbruget i det østlige Australien.

Efter at vandet har gjort nytte til elproduktion, bliver det udledt i 2 floder mod vest, Murray samt Murrumbidgee, og bliver herefter ledt til et meget omfattende kanalystem, hvorfra man kan overrisle/vande marker.

Tumut 3. Ét af vandkraftværkerne i området.
Der kan køre en dobbeltdækkerbus inde i røret




Reservoir med overløbsdæmning nederst i højre hjørne

Oversigt over vandkraftanlæggene i Snowy Mountains

Lørdag var det tid at køre tilbage til Corowa. Vi lagde vejen forbi Cabramurra, som er Australiens højst beliggende by i 1488 meter. Pyha. Nu kunne jeg snart heller ikke klare flere hårnålesving.

Vi så masser af kænguruer i naturen. De to yderste har hver en unge i pungen



Cabramurra. Australiens højst beliggende by. 1488 meter

Vi har haft en fantastisk tur. Nu, hvor vi er vel hjemme igen, er vi enige om, at det var godt, at vi vovede os ud i nowhere. Vi har set kænguruer, wallabies, kaniner, wombats og vilde heste.

Vi har talt med flinke lokale mennesker, som velvilligt har svaret på alle vore spørgsmål, og som vi har fortalt lidt om os selv, om Danmark og om svæveflyvning.

Til tider blev det måske lidt for spændende slet ikke at ane, hvor man er. Men som det blev sagt en gang: ”Hvad er problemet. Australien er en ø, så vi må være et sted på øen”.