Vi har fået en del spørgsmål om, hvornår vi tager til Australien, om vi skal til Corowa, om vi snart skriver noget på bloggen.
Jeg skal forsøge at svare så godt som muligt. Jeg
starter, hvor jeg sluttede d. 30. januar 2012:
Den 25. januar fløj Jørgen en opgave på 950 km og landede
sent. Det er sådan i Australien, at det er tilladt at flyve indtil en halv time efter
solnedgang. Jørgen landede præcis på dette tidspunkt, hvilket fremgår af
logfilen fra hans computer. Grietje mente imidlertid, at han landede et minut
senere og gav ham ”derfor” flyveforbud resten af sæsonen. Jørgen og flere andre
forsøgte at få et møde i stand med hende, men forgæves, så han pakkede fly og
lejlighed ned og rejste hjem. Meget frustreret. Desværre er han ikke den
eneste, der har oplevet sådan en behandling, og det har da også medført, at der
kun er sendt to containere med fly til Corowa i denne sæson. Normalt sendes der
fem derud. Bl.a. har slovakerne fravalgt Corowa, og de plejer at komme en stor
flok.
Det har også betydet, at vi har måttet finde en anden
løsning i år. Vi har sendt TT til en flyveplads i Stonefield, som ligger
nordøst for Adelaide. Dvs. omkring 700 km vest for Corowa. Pladsen er befolket
af tyskere, der ligesom os har sendt fly derud. Så I får nye billeder i år! www.fly-down-under.com
Vi vil gerne holde jul med familien i år, så vi rejser
først imellem jul og nytår. Til gengæld håber vi at kunne blive derude, indtil
det er rigtigt forår i Danmark.
Og så har vi lige fået besked fra fly-fabrikken
Schempp-Hirth, at de forventer vores nye 2-sædede, selvstartende svævefly (Arcus
M) færdigbygget allerede til juli næste år. Det betyder, at vi har rimelig god
tid til at få den sendt til Australien og få den flyveklar inden næste sæson –
og så skal vi lige have solgt TT også ……
Det er første jul, Jørgen og jeg holder sammen her i
Danmark, så vi har ikke rigtig nogen traditioner. Derfor har vi heller ikke
fået skrevet julekort eller julebrev, så I må nøjes med vores blog denne gang.
Vi ønsker alle vore venner, kammerater og hele vores
familie en rigtig glædelig jul (og et godt nytår i tilfælde af, at vi ikke får
skrevet på bloggen inden da)
Mange hilsener
Jørgen
og Birgitte
Ingen kommentarer:
Send en kommentar