torsdag den 20. december 2012

Glædelig jul

Birgitte skriver. Onsdag d. 19. december 2012, kl. 20 dansk tid:



Vi har fået en del spørgsmål om, hvornår vi tager til Australien, om vi skal til Corowa, om vi snart skriver noget på bloggen.

Jeg skal forsøge at svare så godt som muligt. Jeg starter, hvor jeg sluttede d. 30. januar 2012:

Den 25. januar fløj Jørgen en opgave på 950 km og landede sent. Det er sådan i Australien, at det er tilladt at flyve indtil en halv time efter solnedgang. Jørgen landede præcis på dette tidspunkt, hvilket fremgår af logfilen fra hans computer. Grietje mente imidlertid, at han landede et minut senere og gav ham ”derfor” flyveforbud resten af sæsonen. Jørgen og flere andre forsøgte at få et møde i stand med hende, men forgæves, så han pakkede fly og lejlighed ned og rejste hjem. Meget frustreret. Desværre er han ikke den eneste, der har oplevet sådan en behandling, og det har da også medført, at der kun er sendt to containere med fly til Corowa i denne sæson. Normalt sendes der fem derud. Bl.a. har slovakerne fravalgt Corowa, og de plejer at komme en stor flok.

Det har også betydet, at vi har måttet finde en anden løsning i år. Vi har sendt TT til en flyveplads i Stonefield, som ligger nordøst for Adelaide. Dvs. omkring 700 km vest for Corowa. Pladsen er befolket af tyskere, der ligesom os har sendt fly derud. Så I får nye billeder i år! www.fly-down-under.com

Vi vil gerne holde jul med familien i år, så vi rejser først imellem jul og nytår. Til gengæld håber vi at kunne blive derude, indtil det er rigtigt forår i Danmark.

Og så har vi lige fået besked fra fly-fabrikken Schempp-Hirth, at de forventer vores nye 2-sædede, selvstartende svævefly (Arcus M) færdigbygget allerede til juli næste år. Det betyder, at vi har rimelig god tid til at få den sendt til Australien og få den flyveklar inden næste sæson – og så skal vi lige have solgt TT også ……

Det er første jul, Jørgen og jeg holder sammen her i Danmark, så vi har ikke rigtig nogen traditioner. Derfor har vi heller ikke fået skrevet julekort eller julebrev, så I må nøjes med vores blog denne gang.

Vi ønsker alle vore venner, kammerater og hele vores familie en rigtig glædelig jul (og et godt nytår i tilfælde af, at vi ikke får skrevet på bloggen inden da)

Mange hilsener

Jørgen og Birgitte