torsdag den 23. december 2010

Glædelig Jul




Birgitte skriver, tirsdag d. 21. december 2010

Kære alle
En lille julehilsen fra Australien og fra Sdr. Felding.

Jørgen hygger sig i Corowa. Desværre bliver det ikke til så megen flyvning. Vejret driller. Det er alt for koldt og vådt. Bare 20-22 grader, men i de sidste dage her op til jul ser det ud til at blive bedre – ca. 30 grader, så vi håber, det giver nogle gode flyveoplevelser.

Julen fejrer Jørgen sammen med Anne og Peter og deres store familie. De får bl.a. besøg af familie fra USA, så det bliver helt internationalt. Han har sammen med H.C. og Elise fundet en fin gave til dem, men da de læser med her (oversætter via Google) kan vi ikke skrive, hvad det er. Det får I at vide efter jul. Om aftenen d. 25. december vil der være fællesspisning på flyvepladsen.




Der er ikke mange pyntede huse som her i Corowa.




I dag fik Jørgen en fik gave fra olderne. En dejlig frugtkurv. Jeg håber, han gemmer lidt til mig.



Sdr Felding



Jeg fejrer jul i Galten sammen med Janne, Thomas, Magnus, Mille, Sander, oldemor og oldefar samt Rasmus. Det glæder jeg mig meget til.

3. juledag er jeg inviteret til Jørgens søster og svoger, Bodil og Jørgen, hvor hele den store familie Thomsen samles. Dejligt, at jeg må være med, selvom Jørgen ikke er hjemme. Jeg overnatter hos Inger og tager toget til Sjælland d. 28. december, hvor jeg håber at komme med et fly til Bangkok og videre til Melbourne. (Nu er jeg ellers endelig kommet over jetlaget).



Sander veltilfreds, her 9 dage gammel.


Stemningsbillede fra vores indkørsel



Solpanelet blæser her lige nu 30 gr varm luft ind.


Der er ikke is på åen endnu.

Set fra stuevinduet.


Til slut vil vi ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul og tak for alle de hilsener, vi har modtaget de seneste par måneder. Vi kommer hjem, når det bliver forår …………….





søndag den 12. december 2010

En dejlig lille ny i DK. Flueskraber, vand og græshopper i AU.

Birgitte skriver, mandag aften:

Som nævnt er jeg taget hjem til Danmark. Jeg fik besked om, at min mor var faldet i soveværelset og havde brækket ryggen, så jeg tog det første ledige fly hjem. Heldigvis var det ikke gået så galt. Hun havde slået sig meget, men ikke brækket noget. Hun er hjemme og ok.

Og så nåede jeg hjem, inden Janne nedkom. I fredags fødte hun en dejlig dreng, og alle har det godt.

Jeg holder jul med min familie og forventer at tage ud til Jørgen igen imellem jul og nytår. Han har snart ikke mere rent tøj, den stakkel.



Er jeg ikke fin, 12timer gammel.


Det er vådt både på og uden for flyvepladsen.


Jørgen skriver mandag :

Jeg har fløjet 4 ture på det seneste, knapt 29 timer og ca 2700 km.
Alt mit tøj er nyvasket, pånær et par undertrøjer men det bliver dejligt at få Birgitte herud igen.


Flueskraber, der satte sig fast halvvejs ude på vingen. Friktionskoblingen var ikke spændt korrekt, så en indtørret græshoppe blokerede og jeg måtte lande som vist. Heldigvis gik det fint, jeg landede på græsbanen og skraberen faldt af lidt før jeg stoppede.



De 2 tynde fiskeliner skraber, fartvinden trækker apperatet ud af vingen, wiren i bunden trækker det hele tilbage.

Hvis der er mange insekter i luften kan flyets glidepræstationer hurtigt reduceres med 10 %, derfor er det en nyttig dims.



Skraberen parkeret som den skal, og friktionen justeret så græshopper ikke skal genere operation mere.



Et billede fra samme periode sidste år, lagunen inden for træcirklen er i dag fyldt med vand




Som det ser ud i dag, lagunen nederst til venstre.



Marker står under vand



Floder / vandløb breder sig.



En musvåge er følgesvend op i termikken i går, her i 1700 m over terræn.




Anders er på musejagt i dag, i går, medens han fløj, kravlede der en mus op af hans bukseben, den kiggede sig lidt omkring og forsvandt derefter ind under sædet.

Græshopper - en stor plage.


Her har en græshoppesværm slået sig ned på en udendørs græsbowlingbane, alt det grønne er snart væk.



Nærbillede af sværmen



Høj vandstand i Murray River, lige pt. strømmer der 41 millioner l/døgn.


Vandstand her 5,5 m over normal.










Græshoppesværm ved stadion






Nærbillede af en sådan fyr med vinger.



Der er også fyldt med dem i græsset til venstre.




Magen nyder at blive nusset under vingen.


















mandag den 29. november 2010

En enkelt rekord er det da blevet til

Birgitte skriver, mandag d. 29. november 2010, aften:


Der er ikke så meget at skrive om fra den forløbne uge, for onsdag eftermiddag blev det dårligt vejr, og det har det været lige siden.

I onsdags var Tove Lund og jeg ude at flyve i en slovakisk Duo Discus T. Jeg havde en gammel rekord på en 300 km trekant fra 1992 på 62 km/t. Sat i Danmark sammen med Agnes. Den måtte da kunne forbedres lidt.


300 km trekant med start 25 km ude



Vejret var fint. Vi kunne komme i 2000 meter, og der var god termik. Men vi kunne hele tiden se, at det dårlige vejr var på vej, og da vi havde vendt sidste vendepunkt, var der helt overskyet på resten af turen. Heldigvis kunne vi vende højt og gled stille og roligt hjemad.

Vi havde en rigtig fin tur og forbedrede rekorden, så den nu er på 84 km/t.

Det var Toves sidste tur, inden hun skulle videre på sight seeing her i Australien, så jeg tror, hun var godt tilfreds.


Jeg er ved at lægge opgaven ind i LX-8000'eren (vores computer)


Jørgen har været til massage et par gange med sin dårlige ryg, så han er ved at være fit for flight igen. Samme dag fløj han 550 km i TT, men så har vi heller ikke haft flyvevejr siden.





Janne venter baby een af de nærmeste dage, så jeg har været i gang med pinde og garn


Jeg er ved at forberede mig på en tur til Danmark. Vi kan se, at I har både frost og sne, så jeg er blandt andet i gang med at strikke benvarmere, for jeg har ikke meget vintertøj at tage på, når jeg lander i Kastrup.


I går sad jeg ude på flyvepladsen og strikkede. Frank på 4 år mærkede på det lækre uldgarn og syntes, at det var dejligt blødt. Jeg fortalte ham, at jeg strikkede varme sokker, fordi jeg skal en tur til Danmark, og at der er meget koldt og rigtig meget sne.


Han svarede, at dér, hvor han kommer fra (Holland), er der også meget koldt og rigtig meget sne, så "om jeg ikke lige kunne strikke et par varme, bløde sokker til ham også".



Varme, bløde sokker til Frank




I dag cyklede vi en tur langs floden, Murray River, som danner grænsen mellem to stater, New South Wales mod nord (hvor vi bor) og Victoria mod syd.


Vi krydsede floden via en gammel bro og cyklede mod øst, hvor vi kunne komme tilbage via en anden, ny, bro. Men det har jo regnet rigtig meget dette forår, så ved den nye bro forsvandt stien ned i floden, og vi måtte returnere ad den vej, vi var kommet. Det gjorde nu ikke så meget, for det var en smuk tur gennem skoven.




"Hej Kingfisher (isfugl). Vend dig lige om, så vi kan se dig"






"Tak. Det var meget bedre"


I eftermiddags cyklede vi over til Anne og Peter. Vi havde lidt juleting fra Royal Copenhagen med til deres juletræ.




Anne pakker sin juletræspynt ud


Det ser ud til, at der er fundet en løsning, så de tre "ASH-31", der er på pladsen, kan komme ud at flyve. Det var noget med de australske myndigheder.



Og slovakkerne fra Aerospool er i gang med at reparere siderorene på de 3 Discusser, der gik i stykker under transporten herud. De har fået tilsendt 3 nye sideror fra Tyskland, men de får vist kun brug for det ene. De to andre kan repareres, og de laver et meget flot arbejde.



De næste dage byder ikke på særlig godt flyvevejr, så vi må væbne os med tålmodighed. Igen.


Mange hilsener


Birgitte











søndag den 21. november 2010

Flyvevejr

Birgitte skriver, søndag d. 21. november 2010, eftermiddag:

Nu er det blevet vældig godt flyvevejr.

Jørgens ryg var blevet helt fin, men i fredags, da jeg skulle flyve, skulle han lige hjælpe mig med at rykke siderorspedalerne i TT tilbage, og så gik det galt igen. Nu er det så slemt, at han hverken kan vaske op eller støvsuge. Vi har fundet en dygtig massør herude. Så må vi håbe, at hun kan få Jørgens ryg i orden igen.





Der var en wire, der var faldet af inde i kroppen.


Der diskuteres, hvordan man får den på igen (Ilmari fra Finland, Jørgen og Noppies)


Det var meget besværligt, men det lykkedes



Jeg har fløjet både fredag og lørdag. Fredag fløj jeg 400 km mod nordvest og nordøst. Der var skyer, og jeg var i 1900 meter.

I går, lørdag, besluttede jeg at hyggeflyve uden at skrive en opgave ud. Da jeg var 100 km hjemmefra, gik LX-8000 i stå (vores computer i flyet), så jeg blev lidt negativ. Jeg begyndte at famle med kort for at finde ud af, hvilken vej, der var hjemad, men det var nu ikke noget problem at orientere sig. Jeg slukkede for instrumentet og tændte igen, og så virkede det heldigvis. Jeg fløj i 4 timer og 300 km. Der var skyer, hvor jeg fløj, og jeg kunne komme i 2000 meter.



Jeg har været med Tove Lund på golfbanen




Hun manglede en caddy


De fly, der gik i stykker i containeren, kan sandsynligvis repareres. Det ser ud til, at kroppene har rokket sig løs, og siderorene er gået i stykker. Efter sigende skulle der være 3 nye sideror på vej herud fra Tyskland.






Smuk landing


Til gengæld er der opstået et andet problem omkring udlejnings-flyene. De australske myndigheder vil ikke tillade "3W" - ASH-31 - at flyve herude på en flyvetilladelse, så nu må vi se, hvad Dip skal flyve i den næste uges tid.



Dip og Stener kom nemlig herud i går aftes. Men jeg tror, de får mulighed for at flyve ASH-25.





En god flyvedag er slut. Tove, Elise, Noppies, Jens og Mogens



Vejret er fint nu, og det ser ud til at holde det meste af næste uge. Vi har valgt at hjælpe lidt på fly-manglen, så vi stiller TT til rådighed fra mandag til torsdag, så vi må hygge os lidt på jorden. Men det plejer jo også at gå ganske godt.

Nu vil jeg overlade ordet til Jørgen, så han kan berette fra sin flyvetur i dag.



Jørgen skriver, søndag d. 21. november 2010, aften:
Jeg var lidt spændt på, hvordan min ryg ville opføre sig i flyet. Det føltes som at have en fakir-pude i ryggen, når jeg trak g, så det blev en forsigtig tur. I starten var det lidt vanskeligt at komme til vejrs, men 70 km ude på opgaven fik jeg en god boble, som bar mig til 3000 meter. Så gik det straks hurtigere.

Jeg fik indhentet Jens i ASG-29, FA, og vi fulgtes ad det meste af turen hjemover.
Vi havde udskrevet en 600 km trekant, men tiden gik, og vi vurderede, at vi ikke kunne nå hjem, inden termikken sluttede. Dagene er trods alt ikke så lange endnu herude, men vi loggede da 550 km.


Som Birgitte har nævnt, ser det ud til flyvevejr de næste dage, men det er vist udmærket for min ryg, at det er Jens, der skal flyve i TT.

torsdag den 18. november 2010

Vi flyver på livet løs

Birgitte skriver, torsdag d. 18. november 2010, aften:



Som nævnt i indlægget fra i lørdags havde vi Peter, Anne, Mogens, Tove og Jens til middag. Det var rigtig hyggeligt. Vi serverede kænguru og grøntsager samt lammekød. Til dessert var der is - vi skulle også have konserves-frugt, men den dåseåbner, jeg havde købt, var vist for billig. Den kunne i hvert tilfælde ikke bruges til at åbne dåser med. Vi fik dog åbnet den ene dåse, så lidt vitaminer fik vi da.





Peter, Mogens, Jens, Birgitte, Tove og Anne

Elise og H. C. kiggede forbi, da deres arbejdsdag var ovre ude på flyvepladsen.

Tirsdag fløj Jørgen sin første tur i denne sæson, og i går var det min tur til at komme i luften. Jeg fløj 4½ time og var i 1900 meter, så det var ganske udmærket.

Det var mest tørtermik, så jeg kunne holde varmen - så rigeligt.




Mogens gør sig klar i "3W". En ASH 31 Mi



Birgitte klar til start i TT


Det har også været fint flyvevejr i dag, hvor det var Jørgens tur til at flyve. Han udskrev en 500 km FAI-trekant mod nordvest og øst og hjem. Det første ben mod nordvest gik langsomt, da der var høje skyer, men også spredte cumulusser.
På turen mod øst gik det stærkt, indtil cumulusserne forsvandt, og for ikke at risikere at skulle bruge motor afbrød han og fløj direkte hjem. Det blev til en tur på 455 km.


Gæt, hvem der laver blog, mens alle de andre flyver
Vejrudsigten ser rimelig ud for de næste dage, så forhåbentlig bliver der noget at skrive hjem om.













lørdag den 13. november 2010

Så kom flyene endelig til Corowa

Birgitte skriver, lørdag d. 13. november 2010, aften:




Så frodigt er det sjældent i Corowa. Næppe godt for svæveflyvningen, men flot er det


Langt om længe er flyene blevet frigivet, så i dag åbnede vi containerne for at tømme dem.

Slovakerne har selv pakket deres container med 2 Duo Discusser og 3 single Discusser. Desværre havde de ikke gjort det godt nok, så de 3 ensædede er gået i stykker. Vist nok meget. Jeg tror, vingerne er faldet ned. De var fastgjort oppe under loftet.



"3W". Francesco og Gritsjes spritnye ASG-31



Der blev "kloget" meget for at få den samlet

Mogens Hansen, Jens Ehlers og Tove Lund ankom for et par dage siden. De har lejet de 3 Discusser i 14 dage. Nu bliver løsningen, at Tove flyver Duo sammen med H.C., Mogens flyver FA (Francescos ASG 29) og Jens Ehlers får TT (i 5 dage).


Containerne er ved at blive sat på plads

Desværre - eller måske heldigvis - er vejret ikke så godt. Det har regnet vildt meget i dette forår, og der er vand og fugt overalt. Så de konturer, der var på jorden sidste år fra udtørrede floder og søer, er nu fyldt med vand. Det bliver næppe rekordernes år i år, men til gengæld bliver det nok flottere, nu hvor alting er grønt.

I dag har vi passage af en koldfront med dertil hørende torden- og regnvejr. Vi skal nok et stykke hen i næste uge, før det bliver helt godt.

Jørgen fik lavet en forkert bevægelse i dag, da han var med til at tømme container, så han ligger med ondt i ryggen, den stakkel.

I morgen har vi inviteret alle danskere samt Anne og Peter på aftensmad i vores lejlighed. Vi serverer kænguru, som vi spiser en del af herude. Men af hensyn til Anne og Peter må vi nok også hellere have en anden slags kød, for australiernes spiser ikke gerne kænguru.


Vi glæder os til at høre nyt fra Danmark :-)


Mange hilsener


Jørgen og Birgitte