Vejret skulle blive godt imod NV og V, så jeg lavede en 534 km FAI-trekant i det område.

Det var ulideligt varmt allerede kl. 9. Jeg startede kl. 12.45 og tærsklede ud i 1500 meter. Termikken var ikke så kraftig, men da jeg kom 100 km nord for pladsen, mødte jeg fine cumulusser, og så var det hele ligesom lidt lettere.
Området, jeg fløj over, lignede et månelandskab. Ingen veje, ingen huse, intet tegn på liv. Så jeg tænkte med gru på, hvad det ville betyde, hvis jeg måtte udelande her. Radioen kunne ikke række hjem, og mobiltelefonen virker ikke. Det eneste levende, man sandsynligvis ville møde, var slanger og giftige edderkopper, så jeg sørgede for at holde mig højt hele tiden – imellem 2000 og 3500 meter.
Jeg gennemførte opgaven med 94 km/t, og det er jeg godt tilfreds med.
Det giver en rekord på 534 km FAI trekant, målflyvning, og en 545 km FAI trekant, fri distance.
Da jeg fløj TT med korte vinger, får jeg rekorderne i både 15 meter og åben klasse. Og denne gang er dokumentationen i orden!
Det var min sidste flyvedag herude – jeg rejser hjem i morgen, mandag.
Birgitte

Ingen kommentarer:
Send en kommentar